Besøg på Sorø børnebibliotek

I dag mødte jeg en flok dejlige unger på Sorø bibliotek. Jeg fortal om Ida og om Fanni og Emil, viste billeder og bøger og læste højt. Jeg fortalte også om, hvordan jeg lavede huse af sand til bogen om Fanni der bygger en sandby,  og da børnene fik fingrene i det sand, jeg havde med, og som jeg selv havde brugt, var de næsten ustoppelige. Vi snakkede om perleplader og giraffer og blå kaniner, der gemte sig i en lomme. Børnene var, trods deres unge alder, vældig lydhøre. Jeg havde en dejlig dag i Sorø.

Emmas følgesvend

At skrive om døden, var for mig en enkelt sag, knokkelmanden er iblandt os, en kendsgerning vi forsøger at finde os tilrette med helt fra begyndelsen, da vore hjerner begyndte at samle på erfaringer og informationer. Selv har jeg ingen problemer med den kendsgerning, men da jeg begyndte på at skrive Emmas Følgesvend, og vidste det ville være børn, jeg henvendte mig til, var det knap så enkelt. Jeg tænkte: Døden er en realitet, det kan vi ingenting stille op imod. Men LIVET, det har virkeligt noget at tilbyde os, her kan vi boltre os og gøre ting og sager så langt evnerne rækker og ofte lidt mere, så bare kom igang med at leve, for det er nytteløst at bekymre sig om det, man ingenting kan gøre ved. Sådan tænkte jeg, og folk sagde: Men det kan du jo ikke fortælle børnene! Nej, tænkte jeg så, men jeg kan i hvert fald fortælle dedres voksne det.

Jeg syslede og rumsterede længe med teksten til bogen og fuldt så længe med tegningerne. Jeg tror ikke, resultatet blev til det, min forestilling først havde lagt ud med, men det var sådan, det blev, og det må jeg finde mig tilrette med.