Elmers ord, ABC for tænksomme børn

ELMERS ORD, fin og færdig, jeg er fuld af forventninger til bogen, til lektøren, til salget, til reaktionerne, gid det må gå den vel. Igen en bog der har slugt hele min opmærksomhed et halvt års tid. 

Min intention var fra starten at gøre hvert eneste opslag forskellig fra de øvrige, helt er det jo ikke lykkedes, men jeg har i hvert fald afprøvet forskellige måder at lave billeder på, og det har været spændende, så jeg forestiller mig, det er det, jeg vil fortsætte med fremover. Det bliver sjovt. 
Jeg har meget tilbage at erfare i en bogfremstilling, bare vent og se.

Fem fine bøger om fantasifulde Fanni

I 5 nye bøger om Fanni er hun igang med mange sjove ting med sine fingernemme fingre. Hun modellerer en sød lille robot, hun kalder ham Folmer og giver ham et varmt, rødt modellervokshjerte. Hun laver på sin perleplade en perlegiraf, der vokser sig alt for stor og helt ind i himlen, hvor englene bor. Hun syer er blå kanin, der med det samme smuttrt afsted og gemmer sig i en blomstret lomme sammen med en rigtig god bamseven. Hendes frække saks klipper alt muligt i stumper, og det gør Fanni sur, men så finder hun trods alt ud af, at stumperne kan føjes sammen og blive til en drabelig drage med ild i munden. I den sidste bog bygger Fanni en by i sand og inviterer alle sine venner til at bo i byen, både robotten Folmer, blå kanins søde bamseven, perleengelen og Fannis frække saks.

Du kan på videoen her se, hvordan Fanni bygger sine huse i sand.

Besøg på Sorø børnebibliotek

I dag mødte jeg en flok dejlige unger på Sorø bibliotek. Jeg fortal om Ida og om Fanni og Emil, viste billeder og bøger og læste højt. Jeg fortalte også om, hvordan jeg lavede huse af sand til bogen om Fanni der bygger en sandby,  og da børnene fik fingrene i det sand, jeg havde med, og som jeg selv havde brugt, var de næsten ustoppelige. Vi snakkede om perleplader og giraffer og blå kaniner, der gemte sig i en lomme. Børnene var, trods deres unge alder, vældig lydhøre. Jeg havde en dejlig dag i Sorø.

Emmas følgesvend

At skrive om døden, var for mig en enkelt sag, knokkelmanden er iblandt os, en kendsgerning vi forsøger at finde os tilrette med helt fra begyndelsen, da vore hjerner begyndte at samle på erfaringer og informationer. Selv har jeg ingen problemer med den kendsgerning, men da jeg begyndte på at skrive Emmas Følgesvend, og vidste det ville være børn, jeg henvendte mig til, var det knap så enkelt. Jeg tænkte: Døden er en realitet, det kan vi ingenting stille op imod. Men LIVET, det har virkeligt noget at tilbyde os, her kan vi boltre os og gøre ting og sager så langt evnerne rækker og ofte lidt mere, så bare kom igang med at leve, for det er nytteløst at bekymre sig om det, man ingenting kan gøre ved. Sådan tænkte jeg, og folk sagde: Men det kan du jo ikke fortælle børnene! Nej, tænkte jeg så, men jeg kan i hvert fald fortælle dedres voksne det.

Jeg syslede og rumsterede længe med teksten til bogen og fuldt så længe med tegningerne. Jeg tror ikke, resultatet blev til det, min forestilling først havde lagt ud med, men det var sådan, det blev, og det må jeg finde mig tilrette med.

Besøg på Højbjerg privatskole

Fredag d. 19. november gæstede jeg Højbjerg Privatskole og talte med børnene fra 0.-4. klasse om, hvordan man finder på historier tegner tegninger til historierne. Børnene havde i forvejen hørt eller læst historierne om Oscar, der bygger en burger og om Lili og Loui og skyggerne i pulterkammeret. Det var en flok ivrige og spørgelystne børn, jeg havde foran mig, og jeg var både glad og beriget, da jeg tog der fra.

Når jeg skriver og tegner mine bøger…

Når jeg skriver og tegner mine bøger, tænker jeg ikke kun på mine små læsere, men også de store og allerstørste og granvoksne, på de nysgerrige, som finder fortællinger i billeder såvel som i tekster, som formår at følge tegners hånd i alle streger og farver langt ind i fantasien, og som fornemmer at hvert eneste ord i teksten er et valg. Mine egne bogreoler vrimler med billedbøger, jeg har købt, ikke kun til mine børn og børnebørn, men i særlig grad til mig selv. Jeg elsker billedbøger og tænker aldrig på dem som ”børnebøger”, men som bøger, der har en appel til alle, som har lyst at kigge med.

Det er med sådanne intentioner, jeg tegner og fortæller mine bøger. Hver eneste gang, jeg har sendt en bog afsted til trykkeriet, håber jeg intentionen er lykkedes.

Fanni bøgerne er nu til salg i Kina og udkommer snart i Korea

Jeg har fået denne søde besked fra det kinesiske forlag UTOP, der udgiver Fannis Farver serien:

####Quote####

A reader reported that her 5-year-old child suffers from high-functioning autism. This is the first time he has read a book in its entirety and read 5 titles at a time. Our editor felt sincerely happy.

Thank you very much for your creativity and work. Somewhere in the world, there is a child who is happy because of reading your series. it is a very remarkable achievement.

####Unquote####

Liv er en graphic novel, og alligevel noget helt andet

Jeg arbejdede med LIV i største delen af 2020 og var i perioder fuldkomment opslugt af arbejdet. Det var spændende at finde mine egne ungdommelige tegninger og mine børns artistiske skitser frem fra gemmerne og føje dem sammen med forløbet i min billedfortælling. I gemmerne fandt jeg også min gamle poesibog, og også den fik lov at kommentere Livs lange liv. Hendes liv falder punktvis sammen med mit eget, men generelt adskiller hendes tilværelse sig i det væsentligste fra mit. Da jeg startede med at tegne, havde jeg ingen anelse om, hvordan Livs liv skulle forløbe, eller hvor gammel hun blev, men hun foldede sig ud side for side, så at sige for øjnene af mig, og alt hvad jeg fandt under arbejdet med bogen, tegninger, fotos, gamle bøger o.s.v. hjalp mig med at beskrive hende og hendes liv. Hun var altid i centrum af fortællingen, det var det perspektiv, jeg fra starten valgte. Jeg håber, at rigtig mange vil kunne genkende et levet liv i min billedroman, der bør kunne læses af voksne så vel som af eller sammen med deres børn