Om Oscar der tegner et usynligt monster

Hvor begynder man, når man tænker sig en billedbog, og mener man har rammen, indenfor hvilken historie og billeder kan udfolde sig? Et barn tegner en tegneserie, det var oplægget, så vidt så godt, men hvordan…? 

Jeg starter med det hvide papir, og et sted mellem top og bund tegner jeg en dreng, der ligger i sin seng, og jeg tænker mig til, der må bo et monster under sengen, det er jo egentlig ret almindeligt med monstre under sengen, og herfra tager drengen, som jeg kalder Oscar, over, og  han spekulerer, lige som jeg, på hvordan historien kommer videre og bliver skæg og dramatisk, og han ved, at der findes mikrober og vira, som ikke er til at få øje på, så dem kan man roligt gøre til  onde og overspændte uhyggespredende væsner. Oscar tænker og tegner en dramatisk og skæv historie, som farer vildt afsted over siderne og ender i ro og fredelighed.

Bogen er netop sendt til tryk.

Fannis super seje synål

Da jeg var barn syede og strikkede jeg, det gjorde vi dengang. Da mine børn kom ind i verden, én efter én, syede og strikkede jeg til dem i en uendelighed, det gjorde man dengang. Så blev det umoderne med nørklerierne, man havde travlt med så meget andet. Men da Fanni kom til mig med sine ferme fingre, fik jeg lyst til at sy igen, og jeg lod fingernemme Fanni træde nålen og syede med korsting, og hun var dygtig, hun fandt på at tage sytøjet med ud i rummet, hun fandt på  de sjoveste rumvæsner og gav dem allesammen navne. Det er dejligt at arbejde sammen med fantasifulde Fanni, det er fantastisk, og tilsammen fik vi broderet en  fin bog og en sjov historie. Det har tillige ført mig ad nye veje, for nu bliver bogen solgt hos “Broderi Moderne” i Nørre Allé, Aarhus, sammen med mønster, stof og garn til en del af figurerne i bogen.